Nyt klimavenligt boligprojekt i Odder

Tage lavet af planter, så de kan optage regnvand, egne solceller, stik til elbilen og græs, der helt bevidst ikke bliver slået. Det er ikke noget, man ser i et typisk nybyggerkvarter. Lige netop dette er dog omdrejningspunktet for et helt nyt bæredygtigt rækkehusprojekt i Odder. Bag projektet står det aarhusbaserede udlejningsfirma Go’Bolig, der har store forventninger til den efterspurgte boligtype.

”Vi glæder os helt vildt til at sparke udlejningen i gang. Bendixminde er et meget spændende projekt, der virkelig sætter standarden for fremtidens boliger. Her er ikke kun tænkt på æstetik og praktik, men også på bæredygtighed og biodiversitet”, siger Sarah Magnusson, der er marketingchef for Go’Bolig.

Grønt byggeri til alle aldre
Projektet er udviklet af Brdr. Thybo Ejendomsudvikling og tegnet af arkitektfirmaet Flæks, der har stor erfaring med projektering af bæredygtige byggerier. Bæredygtighed til alle er da også en af de vigtigste grundtanker i projektet, og Go’Bolig forventer, at området tiltrækker en bred målgruppe af lejere.

”Bendixminde er attraktivt for både børnefamilier, det unge par og seniorerne. Lejerne får både Vestermarksskolen, skønne vandreruter og indkøbsmuligheder inden for 900 meter. Samtidig er der kun 2 km til Odder centrum, hvor Letbanen kører ind til Aarhus. Vi tror på, at det her er en rigtig attraktiv beliggenhed for nuværende Odder-borgere, men også for det moderne par og børnefamilierne fra Aarhus, Horsens eller Skanderborg, der leder efter en bæredygtig bolig i et trygt nabolag” lyder det fra Sarah Magnusson.

En moderne boligform
Indvendigt bliver boligerne tidløse med lyst køkken/alrum, bryggers, badeværelse og 2 eller 3 værelser. Rækkehusene får også alt i hårde hvidevarer, og i harmoni med projektets ånd opvarmes boligerne af varmepumpe med vedvarende energi fra solceller på taget. Alle boligerne får også en privat, sydvestvendt træterrasse. På fællesarealerne etableres grønne områder med shelter, bålplads og naturlig beplantning. Rækkehusene har minimalt vedligehold og er et oplagt valg for dem, der ikke ønsker at bruge tid på istandsættelse og havearbejde.

”For mange er en stor villa i flere etager og med en tidskrævende have langt fra drømmen. Her kan vi tilbyde en lejebolig i ét plan med minimalt vedligehold og netop de kvadratmeter, som lejerne faktisk har brug for. Det er både godt for klimaet og lejernes pengepung”, afslutter Sarah Magnusson. Der er indflytning i rækkehusene d. 1. oktober

Læs mere om projektet her. 

 

Relaterede artikler

Sådan fungerer vores udlejningskoncept

Vores udlejningsproces er simpel og problemfri. Se med i videoen her!

Foretrækker du fysisk eller virtuel fremvisning?

Vidste du, at du kan se boligvideoer og 3D-visualiseringer fra de fleste af vores ejendomme?

Stort projekt på trapperne i Odense

215 kvalitetslejligheder står klar til indflytning i sommeren 2021.

Kender du vores søgeagent?

Gider du heller ikke ugennemskuelige ventelister? Tilmeld dig vores søgeagent.